Blokade i Aabenraa april 2016

Her kan du se pressemeddelelserne fra aktion. På undersiderne i menuen kan du bla. finde flere billeder og presseklip.

(Billederne nedenfor kan frit benyttes)

Pressemeddelelse (27/4, kl. 13.00): Vattenfalls årsmøde er slut – aktivisterne ophæver blokaden

Aktivister fra KlimaKollektivet har siden tirsdag morgen (26/4) blokeret for en kulpram i Vattenfalls kulhavn i Aabenraa (Ensted).

Vattenfall har i dag holdt årsmøde i Stockholm, også her har aktivister protesteret mod Vattenfalls engagement i kul. Se eksempelvis her: http://goo.gl/o5GeqK

Årsmødet i Stockholm er nu slut og KlimaKollektivet ophæver derfor blokaden, der nu i over 30 timer har forhindret Vattenfall i at levere kul.

Sigurd Jakobsen udtaler: ”Vi er meget positive over den succes vi har haft med at stoppe Vattenfalls kulleverancer – de skal stå til ansvar for deres handlinger. Kampen fortsætter naturligvis – men lige nu skal vi hjem og have varmen.”

Aktionen mod Ensted havn har været en del af en større kampagne mod Vattenfalls engagementer i kulindustrien. KlimaKollektivet mobiliserer til Ende Gelände i Tyskland d. 13.-16. maj, hvor aktivister vil lukke en brunkulsmine i protest over, at Vattenfall sælger deres mine frem for at lukke den.

 

Pressemeddelelse (27/4, kl. 8.30): Blokaden på Aabenraa kulhavn går ind i sit andet døgn: Vattenfall holder årsmøde i dag

Siden i går morges har aktivister fra KlimaKollektivet blokeret for en kulpram i Vattenfalls kulhavn i Aabenraa (Ensted). Blokaden fortsætter i dag.

Vattenfall, den statsejede energikoncern i Sverige har i de seneste år afhændet deres kulfyrede værker i Danmark, som en del af Vattenfalls strategi om at satse mere på vedvarende energi. I dag holder Vattenfall årsmøde i Stockholm og KlimaKollektivet vil derfor sætte fokus på, at Vattenfall pynter sig med lånte (grønne) fjer.

Vattenfall nu har solgt – eller er ved at sælge – sine åbenlyse klimaskadende aktiviteter, både i Danmark og Tyskland, men Danmark er stadig centrum for indkøb og handel med kul for hele Vattenfall-koncernen. Vattenfall leverer fortsat kul fra nordens største kulhavn i Aabenraa til sine tidligere værker, Amagerværket, Nordjyllandsværket og Fynsværket.

Sigurd Jakobsen udtaler: ”Vattenfall forsøger at fremstå grønt selskab ved at frasælge visse aktiviteter, men faktum er, at selskabet forsat tjener mange penge på handel og leverancer af kul. Hvis Vattenfall virkelig ville gøre noget godt for klimaet skulle de lukke disse kulkræftværker i stedet for at sælge dem – det vinder klimaet intet på.”

Vattenfalls frasalg af miner og kraftværker bliver desuden, fra flere sider, kritiseret for at overlade ansvaret for miljø og naturgenopretning til de nye ejere.

 

Pressemeddelelse (26/4, kl. 18): Aktivister overnatter i Vattenfalls kulhavn i Aabenraa

Aktivisterne fra KlimaKollektivet som tirsdag morgen blokerede Vattenfalls kulhavn Ensted havn i Aabenraa og forhindrede en kulpram i at sejle, har besluttet sig for at forsætte blokaden af prammen over natten.

Her får aktivisterne kastet soveposer m.m. over hegnet til brug for natten. Aktivisterne er stålsatte:

”FN’s klimapanel har peget på, at verden bør afholde sig fra at udvinde 2/3 af de kendte reserver af fossile brændsler for at forhindre katastrofale klimaforandringer, derfor skal vi handle nu!” siger Nanna L. Clifforth, der nu har været på havnen i over 12 timer.

Pressemeddelelse (26/4, kl. 7): Aktivister blokerer Vattenfall’s kulhavn: NUL KUL

(Flere fotos i bunden) Tirsdag morgen (den 26/4) har 10 aktivister fra KlimaKollektivet blokeret Vattenfall’s kulhavn Ensted havn i Aabenraa. Aktivisterne har hængt bannere op med ordene ”Nul Kul” og ”System Change”, som kan ses fra Flensborgvej.

”For at imødekomme klimaforandringerne er det essentielt, at de fossile brændsler bliver i jorden. Regering og energiselskaberne har ikke tænkt sig at gøre det, der skal til. Derfor ser vi os nødsaget til at handle selv”, forklarer Nanna L. Clifforth.

Aktivisterne er på nuværende tidspunkt lænket fast til en kulpram og til transportbåndet, og al aktivitet på havnen er stoppet. Nanna L. Clifforth fortsætter: ”Med aktionen blokerer vi leveringen af kul til kraftværkerne. Vi vil have reel forandring, modsat et system som fortsat sætter profit over mennesker og miljø”.

Tomme løfter

Vattenfall skal afhænde sine investeringer i fossil energi, men selskabet har stadig kulhavne, som Ensted havn, og leverer kul til kulkraftværker. Dette er bl.a. tilfældet i Aalborg hvor Vattenfall sidste år solgte Nordjyllandsværket til Aalborg Kommune, men med en klausul i kontrakten om, at Vattenfall fortsat skal levere kullet.

”Det er tydeligt, at det kun er på papiret, at Vattenfall lover handling. Selskabet tager ikke klimaudfordringen alvorligt. Der i stedet tale om grønvaskning af en sort virksomhed. I morgen har Vattenfall årsmøde, hvor selskabet passende kunne beslutte at handle anderledes – i stedet tyder det på, at aktionærernes profit igen står øverst på dagsordnen”, siger Sigurd Jakobsen.

Aktionen i Danmark er del af aktioner kloden over i april og maj, hvor borgere tager sagen i egen hånd og sætter en stopper for fossile brændsler. Det inkluderer bl.a. blokaden af en kulmine, som Vattenfall netop har solgt videre, i Tyskland 13.-16. maj til Ende Gelände.

 

Advertisements